Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Vi kender alle Ordet: Hvad gavner det et Menneske, om
han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl?
Og vi er fortrolig med den Tanke, at der kommer en Regn-
skabsdag, hvor vor Sjæl skal kræves af os. Men vi tænker
maaske ikke saa meget paa, at vort menneskelige Legeme
ogsaa er et Skaberens Mesterværk, og at vi er ansvarlige
for, hvordan vi holder Hus med vort Legeme. Selv om vi er
svært dygtige og har gjort mange storartede Opfindelser,
saa kan vi dog ikke konkurrere med ham, der i Tidernes
Morgen dannede det Legeme, der skulde være Helligaandens
Tempel. Vi har lavet mange Slags kunstfærdigt Værktøj,
men et saa nyttigt og alsidigt Redskab som den menneskelige
Haand kommer vi aldrig til at frembringe. Vi har opfundet
vidunderlige Befordringsmidler, men det mest uundværlige
Befordringsmiddel er og bliver alligevel vore Ben. Vi har
udført Vidundere paa Elektroteknikens Omraade, men vore
stolteste Opfindelser blegner, naar vi sammenligner dem med
den Kraftcentral, der hedder den menneskelige Hjerne.
Legemet er Aandens Tempel, og vi er ansatte ved Templet
som Kirkeværger med Ansvar for, at det holdes forsvarligt
vedlige, og at det bruges efter sin Bestemmelse.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-