Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det skete en Dag, at en fremmed Mand traadte ind i min
Stue og bad om at maatte tale med mig. Han var en stor og
stærk Karl at se til, men hans Ansigt skælvede af nervøse
Trækninger, og det forpinte Udtryk i hans Blik røbede, at
han var sjæleligt A lidende. Vi talte en Del sammen, og jeg
søgte at opmuntre ham til at tro, at der var Haab om Hel-
bredelse for ham, som der havde været det for mange andre.
Inden han forlod mig, gav jeg ham Adressen paa en Lærer,
som jeg kendte, og som jeg anbefalede ham at tale med, hvis
han kunde tænke sig at betro sig til et Menneske mere.
Et Par Aar senere traf jeg Manden paa Gaden, og jeg
standsede ham for at spørge til hans Befindende. Efter lidt
Tøven sagde han : „De ved ikke, hvad De gjorde, da De sendte
mig hen til den Lærer. Dersom jeg ikke var kommen til at
tale med ham, saa havde jeg ikke været i Live i Dag
Senere hørte jeg om Manden, at han var bleven gift og nu
boede paa Landet. Og nogle Aar efter saa jeg i Avisen, at
han var død. Jeg haaber, at de Aar, han paa den nævnte
Maade fik lagt til sit Liv, dog har bragt ham nogle Solskins-
dage.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-