Den frugtbare Angst

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

„Angest skal avle en varende Glæde', hedder det i en
Salme af Kingo. Vi studser ved Tanken om, at Angst skal
være en Kilde til Glæde; vi synes tvertimod, at det er Ang-
sten, der tager Glæden fra os ved at gøre Tilværelsen utryg.
Og vi gør os alle mulige Anstrengelser for at holde Angsten
ude af vort Liv; vi tegner Forsikringer mod Ildebrand, Syg-
dog og Død, og vore Politikere gør deres bedste for at be-
trygge Tilværelsen for syge og gamle. Men Angsten kan dog
ikke undværes. Der gemmes Kræfter i Menneskesjælens Dyb,
som ikke kommer til fuld Udfoldelse, før Angsten er over os.
Vi naar aldrig den yderste Grænse for vor sjælelige og legem-
lige Ydeevne, hvis ikke Angsten tvinger os til at tage de sid-
ste Reserver af vor Kraft i Brug. I en Verden uden Angst
bliver vi ikke til rigtige Mennesker. Luther var aldrig bleven
den store aandelige Fornyer, hvis han ikke først havde op-
levet Angsten under svære Sjælekampe i Klostercellen, og
Grundtvig var aldrig bleven den store Salmedigter, hvis han
ikke i tunge Depressionsperioder havde oplevet en Angst,
der førte ham ind i Sindssygens Mørke. Hvor Kristenlivet
leves uden Frygt og Bæven, mister Saltet sin Kraft. Den
frugtbare Angst er ikke Frygten for at miste nogle timelige
Goder og Behageligheder, men det er Frygten for at forfejle
det Maal, vor Skaber har kaldet os til at naa, at miste Til-
værelsens evige Værdier.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage