Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Der kom et Par unge københavnske Præstefolk til et noget
afsides liggende jydsk Landsogn. Her skulde de tage en Ger-
ning op blandt Mennesker, der i mange Henseender var dem
fremmede, og Præsten syntes til at begynde med, at det var
nogle sære kætterske Anskuelser, man her mødte. Men efter-
haanden gik det op for ham, at han hverken forstod disse
Menneskers Sprog eller deres -Maade at udtrykke sig paa.
Ved et Gilde i en Bondegaard kom den lille spinkle Præste-
frue til at sidde mellem et Par store trivelige Gaardmands-
koner, og hun synede ikke meget i det Selskab. En af disse
Koner havde seks granvoksne Sønner, som ogsaa var tilstede,
og Præstefruen sagde, at det maatte være dejligt at være
Mor til en saadan Flok af store kraftige Sønner. Og Mode-
ren svarede sindigt: „Ja, de æ da ett no Snolderværk !'
Der gik nogle Aar, saa skulde Præstefolkene forlade Sog-
net for at tage en Gerning op et andet Sted i Jylland. Og det
var med Vemod, man nu sagde dem Farvel. Man havde lært
at sætte Pris paa Præstens Forkyndelse,- og der var mange
Hjem i Sognet, hvor man skyldte Præstefruen en stor Tak
for Hjælp under Sygdom og ved Barnefødsler. Jyderne og
Københavnerne havde levet sig sammen til saa inderlig For-
staaelse, at det var svært at skulle skilles.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-