Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det faldt engang i min Lod at skulle underholde en For-
samling af Fanger i et af vore Statsfængsler med Oplæs-
ning. Jeg maatte passere adskillige laasede Døre, inden jeg
naaede ind til Fængselskirken, hvor mine Tilhørere var sam-
let. Det mindede mig om, hvilken Lykke det er at kunne leve
sit Liv i Frihed. Det var med Vemod jeg betragtede denne
Flok afsporede Medmennesker. Hvilke ulykkelige Forhold
mon det var, der havde gjort deres Liv til en Tragedie —-
maaske en daarlig Slægtsarv, maaske et Sammentræf af
ulykkelige Omstændigheder, der havde forledt dem til en
ubesindig Handling, maaske var de bleven forført af daar-
lige Kammerater. Hver enkelt af disse Mænd i den graa
Fangedragt havde dog engang ligget paa en Moders Skød
som et uskyldigt Barn. Og for manges Vedkommende har der
vel været knyttet lyse Forhaabninger til Tanken om deres
Fremtid, Maaske var nogle af dem i Besiddelse af gode Ev-
ner, der kunde have ført dem frem til ansete Stillinger, hvis
de ikke var kommen paa Afveje.
Den ulykkelige Skæbne, der blev deres, kunde ogsaa være.
bleven min, hvis ikke Gud i sin Naade havde sparet mig for
Fristelser, der var over Evne. Der var ingen Grund til, at
jeg skulde se med Ringeagt paa disse Mennesker. auen jeg
følte, at jeg havde Grund til at være Gud inderlig taknemlig.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-