Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Naar man færdes paa fremmede Egne, sker det, at man
bliver indkvarteret i et privat Hjem hos Mennesker, man
aldrig har set før. Og saa kan man gøre den glædelige
Opdagelse, at det er Venner, man er kommet til. I Løbet af
faa Minutter viser det sig, at man er paa samme Bølge-
længde, og saa kan man tale saa godt og fortroligt sammen,
som om man havde kendt hinanden i mange Aar. Det er ikke
sikkert, at man hører til samme politiske Parti eller til
samme kirkelige Retning; Fællesskabsfølelsen har sin Rod
i noget, der ligger dybere. Det er et Fællesskab i Tempera-
ment og følelsesmæssig Indstilling, der straks skaber den
gode Forstaaelse. Og man tænker i sit stille Sind, at disse
rare Mennesker kunde man ønske at bevare Forbindelsen
med, men da det opleves saa tit, vilde det blive uoverkomme-
ligt at holde Forbindelsen vedlige.
Saa kommer man til at tænke paa, at der findes en Mængde
Mennesker, som man aldrig faar at se, men som man sikkert
kunde opleve det samme med. Det er Mennesker med samme
Livsfølelse, samme Stræben og samme Livsmaal. Og det vil
jo sige, at man har en Mængde Venner, som man aldrig skal
se i dette Liv, men som dog er Venner. Saa kommer man til
det Resultat, at man er langt rigere, end man selv vidste af.
Gode Venner er en velsignet Guds Gave.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-