Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Fra min Barndom mindes jeg en Mand, som der var det
mærkelige ved, at ingen havde noget ufordelagtigt at sige
om ham. Andre Mænd hørte man omtale med Kritik, men
om ham vidste man kun godt at sige. Mange Aar senere _fik
jeg at vide, hvad der var Hemmeligheden i hans Liv« Han
havde haft en god, klog og from Mor, og hver Gang han
skulde afgøre et Spørgsmaal eller tage Stilling til en Sag,
tænkte han paa, hvad hans Mor vilde have gjort i et saadant
Tilfælde. Minderne om hans Mor blev bestemmende for hans
Handlemaade, og det hjalp ham til at gøre det rette.
Saa stor en Magt er der i Minderne om et godt Menneske.
Vi Mennesker har ikke blot et Ansvar for den Indflydelse,
vi øver paa vore Omgivelser, medens vi lever; vi er ogsaa
ansvarlige for den Indflydelse, Minderne om vor Livsførelse
kan komme til at øve efter vor Død. Dette Ansvar vilde blive
lettere at bære, hvis vi, der kalder os Kristne, altid levede
saa stærkt i Minderne om vor Frelsers Liv paa Jorden, at
Tanken om, hvordan han vilde have handlet, blev bestem-
mende for vor Handlemaade. Saa blev det lettere at sejre
over Fristelserne, lettere at tilgive, lettere at bevare Frimo-
digheden i Trængselstider, og lettere at tale og handle ret i
alle Livsforhold. Saa skulde vi erfare Sandheden af Salmens
Ord :
hvor han kommes ret i Hu,
lyslevende han er endnu.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-