Min Mors Ordsprog

De gamle folkelige Ordsprog og Mundheld, som vore For-
fædre blandt Almuen krydrede deres jævne Hverdagstale
med, indeholdt ofte en god Del Livsvisdom. Det var mange
Slægtleds Erfaringer, der havde bundfældet sig i Ordspro-
gets knappe Form.
Min Mor, som var født i 1827, kendte en Mængde af disse
gamle Fyndord, og hun havde Evne til at gøre Brug af dem
paa en vittig og rammende Maade. Hendes Ordsprog havde
ofte en drillende satirisk Tendens. Mun kunde for Eksempel
sige: „I er tre sære to, især den ene af jer!' Hvis man følte
sig krænket over et eller andet, hed det: „Du forlanger ingen
Fornærmelse!" Og hvis man stadig var lidt misfornøjet, lød
det videre med paataget Bekymring: „Men hvor skal vore
Høns da saa sidde i Nat?" Et Barn, der viste sin Dygtighed
til at hoppe, fik sin Præstation vurderet med Ordene: „Du
springer to Tommer op i den vilde Luft !' Og hver Nytaars-
aften fik vi at vide, at nu skulde vi hen at sove i to Aar.
Nogle af hendes Ordsprog bør gengives paa Jydsk. Naar to
Ting viste en betydelig Lighed med hinanden, hed det: „De
æ Måågen te Broogen å Slæjte te wo Sow". Hvis en Mand
var mere stortalende, end der var Anledning til, kunde han
blive skaaret ned med Ordsproget: „De sus i æ Avvild, såå
han æ Mand, han hååd kons en Hylld, å den stod en hal Mil
fræ hans Huws". Naar jeg om Morgenen var ved at klæde
mig paa, kunde det ske, at jeg følte mig sulten og bad om en
Mellemmad, og saa svarede min Mor med paataget Æng-
stelse for min Velfærd: „Åå, din Stakkel, do hå jo helder ett
fåt sien i Gue, i Muen er et o æ triddi Daw!"

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage