Jens Madsen å An-Sofi

Jens Madsen wa en Feskermand a gammel Sømandsslæjt,
han sejlet o di stue Haww, fræ han kons wa en Knæjt,
no wa han gywt å bløw dæhjemm å drøw æ Feskeri,
hans Kuen gik rundt å soold æ Fesk, å hun hjed An-Sofi.

Så wa et da en Vinterdaw, æ Stråend wa frossen te,
Jens gik deruud å stanget Oel å tindt æ Føø ve de;
æ Vind håd væend sæ, de blæjst op, han tow sæ ett i Wåår,
så knagt æ Is å kam i Drøwt, å no wa Jens i Fåår.

De ræwwnet å de skildest ad, de sukket å de sang,
å Jens han løev så stærk, han kuund, å øwwer æ Ræwwner sprang,
men innd o Land stod An-Sofi, hun jamred å tow o:
Åå Jens, åå Jens, mi bette Mand, hwodan skal et dæ go?

Men Jens han kam endda i Land å trasket sinde hjem,
han skjændt o Ann-Sofi å såå: Mon do æ ve di fem?
A sejlet o di stue Haww, kam åldti godt i Land,
hwo ka do tænk, te a kund drowwn i såen et lille Wand!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Jyske digte af Anton Berntsen (1969)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage