Da a Sow fak Griis

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Æ Dreng i en Buundgoer hå møj å ta Wåår,
no wa der en Sow dæ stod få å skuld fåår;
en skuld væær der, så soor den begyndt å føø,
å pas, te den ett lo si Awwkom ØØ.
Dæ wa mooget å fejet i ålld æ Kroog,
å te Nat skuld æ Tjennestpiig hjelp ham å voog.

Di stilld o dje Vagt ve æ Klokk wa ni,
å no skuld di voog hwæ de hall å æ Ti;
men æ Piig wa så hjamsk, te hun ett kund sååns,
den siist Nat håd hun wan henn å dååns.
Føst sad hun å gavt å vild ingenting sæjj,
så hindt hun no Halm å fæk dannet et Lejj.

De wa koldt i æ Swinnsti, æ Dreng sad å frøs,
æ Piig lo å snorket den tåvvele Tøs.
Han so te æ Piig, å han keg te æ Sow,
han bløw så uend o dem begge tow.
En ska jo gjø Liggn få si Kost å Løen,
men hwi ska en Sow osse eed si Bøen!

Æ Løjt ga let Lyssen men ingen Værrm,
de lowt a Swinntønnd, a Walld å æ Bærrm;
æ Dreng sad å nekket, hans Ywn bløw smo,
men han wowwnt ved æ Sow begyndt å ta o.
Å si — no begyndt æ Smågriis å komm
som Ævvel, dæ trimmlet ud å en Lomm!

De gik rask fræ æ Håend ve de føst fæk begyndt,
æ Sow lo å ga sæ mæ Hwæel å mæ Grynt;
æ Smågriis krawwlet omkring dje Mue,
di tøtt ves te Verden wa åltfå stue.
Så begyndt di å affensier om æ Føø,
kund en no blot pas o, te der ingen døø!

Æ Nat wa så long, å æ Dreng bløw glad,
ve han hoor i æ Dawwning hans Håsbonds Trad;
han viist æ Mand hwa æ Sow håd fåt,
dæ wa fjowten Griis å di pattet godt.
Æ Piig håd ålde hjålpen en Bett,
men sladder om hind de vild han ett.

Æ Dreng skuld no ud å moog ve æ Kjøer,
de knev let mæ Arrbedsløst å Humør,
men så møtt han si Madmue uud i æ Goer,
hun nekket å ga ham et Klap o hans Hoer.
Å da glemt æ Dreng bådde Piig å Sow,
de Klap ga ham Løst te å sliid få tow!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage