Polen sommerferien 1999 |
I ugen 21. august - 29. august 1999 var vi en tur i det sydlige Polen. Det var en lang køretur, men alligevel en utrolig dejlig ferie. Vi boede i Polen i en kollega's hus på Beskid Makowski egnen (se http://www.spangshus.dk hvor der også er meget meget mere information og billeder fra denne egn, samt i øvrigt Polen).
Vi kørte hjemmefra Viborg tidligt en lørdag morgen, kørte på den tyske motorvej udenom Berlin og ankom til den Polske grænse omkring kl. 17. Vi overnattede på et lille Motel, som http://www.spangshus.dk havde anbefalet ca. 30 km. fra den Polske grænse. Næste morgen kørte vi videre mod det sydlige Polen. Denne tur tog også ca. 8 timer - der er dårligere og mindre veje i Polen end i Tyskland. Nogle hundrede kilometer af denne del af turen var på den polske A4 motorvej, som var i absolut skrækkelig stand! Der var store huller mellem beton-elementerne, op til 5 cm forskel både mellem elementerne og i højden, dybe hjulspor fra tunge køretøjer, store huller i betonen, træ-rødder der havde løftet betonen op. Gør ALT for at undgå denne vej! Vejen er dog ved at blive lagt om, i samarbejde med tysk firma, og denne del af vejen der er færdig er i absolut topform!
Sådan kan naturen også være i Polen. Smukt ikke? Dette er taget fra vejen op til huset. Bjergene i baggrunden er Tjekkiet. |
Af ture fra huset, tog vi til Auschwitz og Birkenau koncentracionslejrene - en ikke særlig sjov oplevelse, der minder os om hvilke grusomme ting der skete (og stadig sker?!). Det var dog ikke så uhyggeligt som vi først troede, vi havde en utrolig god guide der kunne fortælle en masse om lejrene. Af de 2 lejre gjorde Birkenau dog det største indtryk. Det er et kæmpestort område, meget meget stille og kun med få træbygninger. Det er gratis at komme ind at se lejrene, men vi betalte ca. kr. 30-40/person for en engelsk-talende guide - og som sagt var det alle pengene værd.
En gå-tur på et par minutter fra huset hvor vi boede, bringer én op på en bakketop bag huset og se hvilken fantastisk udsigt ned i den næste dal - helt fantastisk når man bor i et fladt land som Danmark. |
Vi var en tur nede i de 125 meter dybe Wieliczka saltminer og det er utroligt facinerede at man kan lave så meget i salt. For at komme ned i minen skal man gå af trapper - 73 trappe-afsatser var der ned i bunden, og derefter yderligere en del for at komme helt ned. Turen op, derimod, var i rigtig mine-elevator, hvor der er plads til 6 mennesker meget sammenklemt - men turen går hurtigt op, meget hurtigt. Der var mange mange store figurer og endda også et helt kapel udhugget af salt! Her er bagsiden af vores indgangsbillet, men disse saltminer må opleves med egne øjne, det er simpelthen fantastisk!
Krakow tog vi til for en enkelt dag. Det var en flot by med mange gamle bygninger, specielt flot med den åbne plads i midten af bycentrum, og den meget arkitektonisk flotte bygning der rummer en masse markedsstande. Disse stande solgte mest traditionelt polsk håndværk som smykker, hæklede(?) duge, ja og alt alt andet... Krakow er dog noget dyrere end ude på landet. Priserne i Krakow nærmer sig det samme som i andre europæiske storbyer.
Sådan er udsigten fra terassen i huset. Et sted man kan bruge mange mange timer med en kiggert, eller blot nyde det flotte landskab. Helt heroppe skifter vejret utroligt hurtigt. Er der tåge om morgenen - og sigtbarhed på få meter - kan det være væk få minutter senere. |
Vi kørte mange ture rundt i det sydlige Polen - benzinen koster ca. halvdelen af den danske pris - og polakkerne er utroligt hjælpsomme
og venlige mod turister. Så langt ude på landet som vi var, var der ingen særlig grund til at være bekymret for at få sin bil
stjålet (desværre?!). Selv valutaveksling på et skrivebord i lokalet hos en af de lokale købmænd foregik ved at manden åbnede en
skuffe og hev et bundt pengesedler ud!
Vejene - og bilerne - i Polen er lidt for sig selv! De mindre veje er udemærkede, modsat A4-motorvejen, men mens vi var i Polen fandt vi
aldrig ud af, hvad hastighedsbegrænsingerne var. Blev vi stoppet kunne vi nu nok også nemt have kørt fra politiet i deres Lada'er :-)
De fleste veje har et bredt nødspor, som langsommere trafik pænt bruger for at lade hurtigere-kørende trafik forbi. Dette virker utroligt godt,
bortset fra når der mod en kommer 3 biler ved siden af hinanden - så gælder det om hurtigt selv at bruge ens eget nødspor! Polakkerne
overhaler også mere vildt end os danskere - og det siger ikke så lidt! Men man kan ikke lade være med at smile, når man overhaler
en Fiat 125 med adskellige kufferter på taget og 4-5 voksne personer indeni. Hvordan kan det lade sig gøre?
Overalt på vejene i det sydlige polen var der fyldt med hestevogne, læsset med hø eller hvad det nu var. Folk høster stadig mange steder markerne med le, ligesom i Danmark i gamle dage, men det skyldes nok også at mange marker er små og ligger op ad bjergskråninger. Da vi kørte igennem det nordlige Polen så vi derimod ingen hestevogne eller folk ude at høste med le, her var markerne for store og det var kun store mark-maskiner der bruges.
Sidste opdatering/last update 2/5/2000